Forsker: Dracula lever
Af Morten Schriver Nilsson.
Trykt i Jyllandsposten 12.oktober 1998.

Det er nat og du ligger i din seng og drømmer uskyldige drømme. Et hyl flænger nattens stilhed som en kniv. Du vågner forskrækket og går hen for at lukke vinduet. Men det er for sent. En stor menneskelignende skikkelse med læberne krænget tilbage springer på dig og bider dig i struben, hvorefter han voldtager dig. Du er blevet vampyrens seneste offer.

Skal man tro den spanske læge og neurolog Juan Gómez-Alonso, behøver denne lille gyserfortælling ikke nødvendigvis at være udtryk for ren overtro og mystik. I en artikel i det nyeste nummer af Neurology argumenterer han for, at der rent faktisk har levet, og i en vis forstand stadig lever, vampyrer.

Hans idé er, at en vampyr i virkeligheden er et menneske der er blevet smittet med hundegalskab. I artiklen opregner han en række paralleller mellem symptomerne på rabies og de velkendte vampyr-karakteristika. Og man må sige, at hans argumentation er overbevisende. Han er gået til litteraturen og har pløjet sig igennem en mængde beskrivelser af vampyrer fra dengang man troede på deres eksistens. Samtidig har han i sin egenskab af neurolog en omfattende viden om rabies.

Vampyri vs. hundegalskab

Men hvad er det så for ligheder mellem vampyr-fortællingerne og hundegalskab, Gómez-Alonso mener at have fundet? Jo, for det første er det interessant, at vampyrer er i stand til at forvandle sig til forskellige dyr - ulve, flagermus og hunde. Det tyder på en sygdom der overføres fra dyr til mennesker. En af de få sygdomme, som kan overføres fra et dyr via et bid (ligesom hos vampyrerne), er rabies - der tankevækkende nok angriber de samme dyrearter, som en vampyr kan forvandle sig til.

Mand smittet med rabies Hvis man ser på symptomerne på rabies, bliver ligheden tydelig. Rabies er en virus-sygdom. Nogen tid (et par uger op til 2 år) efter at man er blevet smittet, begynder man at miste appetitten, få feber, angstanfald og søvnforstyrrelser og føle udmattelse. Man føler smerte omkring bidsåret, selv efter det er helet.

Denne fase bliver afløst af den næste, når virusen angriber hjernen - nærmere bestemt det limbiske system, der populært kaldes "pattedyrhjernen". Man vil begynde at blive rastløs og vandre meget rundt, blive overfølsom overfor forskellige påvirkninger, blive permanent søvnløs og agiteret. Ofte vil man få vandskræk. Kort efter får man muskelspasmer, der især påvirker ansigtsmusklerne, så læberne bliver krænget tilbage og tænderne bides sammen. Man kan ikke synke sit spyt og kaster nogle gange blod op. Man opnår en vis lighed med et rovdyr. Det er værd at nævne, at dyr med rabies udviser nøjagtig de samme symptomer, så der vil være en vis lighed mellem en mand og en ulv med rabies - derfra stammer sandsynligvis forvandlingsmotivet i vampyrlegenden.

I ekstreme tilfælde af rabies kan patienten ikke tåle synet af sig selv i spejlet, og han bliver grebet af raseri. Han kan finde på at overfalde folk og "bide og flå i dem som om han var et vildt dyr". Denne agressivitet er ifølge Gómez-Alonso omvendt proportional med patientens kulturelle stade - jo "højere uddannet" man er, jo mindre aggressiv bliver man. Nogle patienter udviser hypersexualitet - de kan have erektion flere dage i træk, og man kender eksempler på rabies-angrebne mænd, der har haft samleje 30 gange om dagen. Tilfælde af voldtægt er naturligvis almindelige. Tilsidst bliver muskelspasmerne så voldsomme, at patienten går i paralyse efterfulgt af coma og død.

Kender man lidt til vampyrhistorier, er der mange ting i sygdomsbeskrivelsen man vil kunne nikke genkendende til. Patientens vandskræk er for eksempel afspejlet i det forhold, at man kan bekæmpe vampyrer med (vie-)vand. Vampyrer kan ikke ses i et spejl. De er aktive om natten, hvilket stemmer godt med, at patienter med rabies er søvnløse og lyssky. Og har man set Francis Ford Coppolas Dracula-film, er man ikke i tvivl om, at den hypersexualitet som er forbundet med nogle tilfælde af rabies genfindes i rigt mål i forestillingen om vampyrer.

Den kendsgerning at vampyrer kan være usynlige, har måske sin grund i at rabies i sjældne tilfælde kan overføres gennem luften, f.eks. i rigt befolkede flagermusehuler. En anden mulighed er, ifølge Gómez-Alonso, at nogle mennesker har en tendens til at bide hinanden under slagsmål eller samleje (!), hvorved sygdommen kunne overføres i løbet af den lange inkubationstid uden at nogen ville tænke nærmere over det.

Vampyrers udødelighed tilskriver Gómez-Alonso, at rabies-angrebne mennesker blev begravet i kolde og fugtige områder som f.eks. ved Moravia-floden i Serbien. Kulde forsinker forrådnelse, og fugten fører til dannelse af sæbestoffer i liget, der også kan virke præserverende. Måske er nogle "vampyrer" omkommet i øde områder, hvor deres lig så er blevet fundet i god stand. Den paralyse, der indtræder kort før døden, kan desuden minde om vampyrens dødlignende søvn i kisten.

Historie

De første beretninger om vampyrer stammer fra slutningen af 1600-tallet, men især i 1730-erne florerede der mange vampyrhistorier. Voltaire har udtalt, at "vampyrer var det eneste konversationsemne mellem 1730 og 1735". Vampyrerne fandtes efter sigende især i Balkan-landene. Tankevækkende nok ved man, at der i 1720-erne var en stor rabies-epidemi blandt hunde og ulve i Ungarn. Man kendte til rabies både hos dyr og mennesker allerede dengang, men det er ikke sikkert at man har forbundet de ekstreme tilfælde, hvor der er kraftige spasmer i ansigtsmusklerne og stærk agressivitet, med sygdommen. Den forklaring man så i stedet har givet fænomenet, er den overtroiske myte om den udødelige vampyr, dræberen, der kan antage både dyre- og menneskeskikkelse.

Rabiesvaccinering Man må tænke på, at man naturligvis ikke vidste hvad en virus var dengang. Der var ikke noget der hed en vaccine. Og sygdommen har unægtelig nogle usædvanlige træk, som forekommer mærkværdige også i dag - at en virusinfektion kan føre til både vandskræk, angst for spejle, aggressivitet og hypersexualitet er stadig besynderligt og skræmmende, fordi det er patientens psyke der bliver ændret direkte af sygdommen. En virus forårsager, at man mister kontrollen over sin adfærd. Det er ikke svært at forestille sig, hvilket indtryk sygdommen hart gjort på de i forvejen overtroiske serbiske bønder for 250 år siden. Selv i vores tid har man eksempler på, at mennesker med hundegalskab er blevet betragtet som mere eller mindre uskadelige landsbytosser, og at sygdommen først er blevet diagnosticeret efter obduktion.

De oplyste, uddannede mennesker i 1700-tallet nægtede naturligvis at tage historierne om vampyrer for gode varer, blandt andet fordi de stammede fra fjerne, øde egne. Men i virkeligheden adskiller beskrivelsen af en vampyr og et menneske med hundegalskab sig kun på to punkter: med hensyn til udødeligheden og evnen til at forvandle sig til et dyr. Begge dele kan let forklares med nogle af sygdommens symptomer, hvis man betragter det fra en overtroisk serbisk 1700-tals-bondes synspunkt.

Alt i alt var "vampyrerne" i virkeligheden nogle stakkels mennesker, der var blevet smittet med en uhyggelig og pinefuld sygdom. Ovenikøbet er de blevet forfulgt og dræbt af deres skræmte naboer. Idag ved vi bedre, takket være Gómez-Alonsos studie.

Idag ville vi ikke bekæmpe Dracula ved at gennembore hans hjerte med en træpind. I stedet ville vi spidde ham med en sprøjte med rabies-serum. Så kunne det være, at han ville blive helt omgængelig.


 
Spørgsmål og svar

 
Skal jeg finde dit vampyrnavn?